”Hvad kan jeg bruges til?” ”Hvad er det særlige ved mig?” ”Hvor er min plads?” Sådanne tanker kan dukke op i mange situationer i livet, også når man føler sig knyttet til en kirke. I Korintherbrevet kapitel 12, vers 14-25 skriver Paulus noget, der er relevant ind i denne sammenhæng. Du kunne jo lige finde din bibel frem, slå op i Ny Testamente, og så læse dette afsnit.

Afsnittet handler om, hvordan en kirke/menighed er skruet sammen. Den består ikke af bygninger, men af levende mennesker som dig og mig. Paulus bruger et billede for at tydeliggøre sagen: en kirke/menighed er som en krop. En krop er noget, alle kender til. Se bare på dine hænder, hvor fint de fungerer. Læg mærk til dine arme, dit hoved, ned over kroppen til dine tæer. Så mange forskellige led, og alt er fint vævet ind i hinanden, tilsammen en organisme, en helhed. Og du? Du er et led på denne krop. Jeg ved ikke noget om, hvor du sidder, eller hvilken funktion du har, men du er med.

Jeg vil gerne pege på tre ting ud fra denne tekst:

a) Måske lagde du mærke til, hvem Paulus først henvendte sig til:

Til dem, som følte, at de ikke var gode nok, eller som følte sig udenfor ”det gode selskab”. Vers 15: Foden siger: (lidt underligt, jeg ved ikke hvordan det ser ud, når en fod snakker!)”Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke med til legemet”. Eller øret siger: ”Jeg er ikke øje, så jeg hører jo heller ikke med til legemet”. Jeg kan godt kende tankerne: ”Jeg hører vist ikke rigtig til her, det gør de andre selvfølgelig – men med mig er det anderledes, jeg har ikke rigtig noget at byde på, er ringere, og

så´n lidt udenfor”. Der er mange ting, man kan slå sig selv oven i hovedet med; ofte sker der det, at man til sidst holder sig helt væk fra fællesskabet. ”Hov, hov”, siger Paulus, ”du skal ikke bruge tid og kræfter på at sammenligne dig med andre, du skal derimod være netop den, du er”. Hørte du det gode budskab: Gud har skabt dig, som du skal være, og du skal være netop dig. Gør dig hverken til mere eller mindre. Derfor stop al misundelse, al mindreværd, al ”sætten sig udenfor”. Du er underfuldt skabt, værdifuld, elsket, super original, enestående, unik. Ved Sct. Hans Kirke er der en plads, som netop du kan udfylde, og som netop kun du kan udfylde. Lad Guds tanker om dig løfte dig op til frimodighed og stolthed.

b) Forskellighed

Guds helt store geniale idé er forskellighed. Tænk, (vers 17) hvis nu hele legemet var øje, hvad så med hørelsen?  Hvis hele legemet var hånd, hvad så med albuen? Tænk, hvis alle i Danmark ville være osteforhandlere, eller alle i Odense ville være skomagere, eller alle i Sct. Hans Kirke ville lave kaffe? Gud vil i stedet, at den enkeltes særpræg skal blomstre. Det særlige, som du er, skal frem. Derved bliver det hele meget sjovere og rigere. Pludselig er 1+1=3! Du er noget, som jeg ikke er, du kan noget, som jeg ikke kan. Om omvendt. Vi kan supplere hinanden. Forskellighed er en gave, tingene gror. Derfor: kom med alt det, som du er. Ved Sct. Hans Kirke er der brug for dig, og der er plads til dig.

c) Brug dig selv.

Jeg undrer mig tit over, hvordan de kristne menigheder i Danmark ligner hinanden. Jeg véd, at ved Sct. Hans Kirke er der plads til endnu større mangfoldighed, end der er nu.

Nu kan du så overveje: Er der sider af din personlighed, der er gemt væk? Ubrugte ressourcer? Talenter og særpræg, der er gravet ned? Sid lige og tænk lidt.

Jeg vil gerne vove en påstand: der er en hel del ressourcer ved Sct. Hans Kirke og i sognet, som endnu venter på at blive foldet ud.

Men var der noget, som du kunne tænke dig at bidrage med?

Lad livet blomstre, også i Sct. Hans Kirke.

Kærlig hilsen

Anders Grinderslev, præst og sognemedhjælper.