Sct. Hans Kirke • Om at tage livet fra Guds hånd

Om at tage livet fra Guds hånd

Vi ved som regel godt, hvordan vi ønsker, at tilværelsen skal forme sig. Vi ønsker os et godt liv, dvs. at vi må undgå ulykker for os selv og vore kære samt at vores økonomi ikke må blive slået i stykker. At tænke sådan falder os helt naturligt, og det falder også helt i tråd med Bibelens tanker om det gode liv med sundhed og tilstrækkelighed af tøj og mad. Herom beder vi bl.a. i Fadervor, når vi beder: Giv os i dag vort daglige brød. Som kristne tror vi, at alle gode gaver kommer fra Gud, og husker også at sige tak for hvert måltid mad og for en god søvn. Men hvad så, hvis der sker noget, som vi ikke har kalkuleret med, og som vi måske endda er tilbøjelige til at kalde en ulykke? Hvor er så Gud henne i systemet? Er han der overhovedet? Har han glemt mig? Han må da gøre noget! Her er det et Guds barns ret at råbe på sin himmelske Far og udøse sit hjerte for ham. Vi må netop i alle forhold lægge vore bekymringer og tanker frem for ham i bøn. Og vores himmelske Far ser længere, end vi ser. Hans tanker er højere end vore. Han formår også at vende noget ondt, så det oven i købet kan blive noget godt for os. Det betyder ikke, at vi pludselig får svar på alle "hvorfor" og "hvortil", men Gud har lovet, at alt samvirker til gode for dem, der elsker ham. Josef er ét af kronvidnerne her. Han blev mobbet af sine brødre og solgt som slave til nogle ægyptiske handelsrejsende. I Ægypten gennemgik han også meget ondt, men blev i kraft af sin dygtighed og troskab den næstmægtigste mand i landet. Denne stilling satte ham i stand til at hjælpe sin familie, da de led sult derhjemme. Gud vendte det onde til noget godt.

Den gamle mands visdom

Følgende historie kan lære os at tage livet af Guds hånd og derved leve i den tryghed, som det giver. Der var engang en gammel mand, som levede i en lille landsby,. Han var fattig, og dog mis-undte alle ham, fordi han ejede en smuk, hvid hest. Selv kongen begærede denne mands skat, for en hest som denne var aldrig set før, så prægtig og stærk var den. Folk tilbød ham svimlende summer for hesten, men den gamle mand afslog alle tilbud, selv om han var fattig og fristet af tilbudene. En dag var hesten ikke at finde i stalden. Hele landsbyen kom på besøg. "Dit gamle fjols! Vi advarede dig jo om, at hesten kunne blive stjålet. Der ser du! Du skulle have solgt den, mens tid var. Nu er hesten væk, og du er forbandet." Den gamle mand svarede: "Tal ikke så hurtigt. Sig kun, at hesten ikke er i stalden. Det er alt, hvad vi ved. Hvordan kan I dømme om, hvorvidt jeg er forbandet eller velsignet." Men landsbybebo-erne lo blot ad den gamle mand og anså ham for at være en idiot. Efter 2 uger vendte hesten tilbage. Den var ikke stjålet, men var løbet ind i skoven. Og den kom ikke alene tilbage, men bragte tolv vilde heste med sig. I landsbyen sagde man nu til den gamle: "Undskyld! Du havde ret. Det var ikke en forbandelse, men en velsignelse." Men den gamle svarede: "Nu går I igen for vidt. Sandt nok er hesten tilbage og med den tolv andre. Men det er for tidligt at sige, om det er en velsignelse eller en forbandelse. Man bedømmer heller ikke en bog efter at have læst første side." Den gamle mands eneste søn begyndte nu at tæmme de vilde heste. Men han blev kastet af og brækkede begge ben. Landsbybeboerne var hurtige til at give den gamle ret: "Du havde ret i, at det ikke var en velsignelse. De vilde heste er skyld i, at din søn har brækket benene." Den gamle sagde: "I må holde op med at dømme før tiden. Sig blot, at min søn har brækket begge ben. Om det er en forbandelse eller en velsignelse kan ingen vide." Kort tid efter kom landet i krig, og alle unge mænd i landsbyen blev indkaldt til hæren. Kun den gamle mands søn slap, da han havde brækket benene. "Du havde ret, du gamle. Din søns uheld var en velsignelse. Vi mister vore sønner i krigen, mens du får lov at beholde din." Den gamle svarede: "I er umulige at snakke med. I drager altid forhastede slutninger. Sig kun, at jeres sønner måtte drage i krig, mens min kunne blive hjemme. Ingen ved, om det er en velsignelse eller en forbandelse. Ingen har visdom til det, andre end Gud."
Tage Rasmussen, sognepræst