Hvorfor Gudstjeneste

Først lidt om søndagen…..

Søndagen er sat under pres. Sportsklubber og butikker respekterer ikke længere søndag formiddag som kirketid. Mange mennesker har fundet ud af, at søndag formiddag er et godt tidspunkt for fejring af fødselsdage. Ordet ”weekend” har til dels erstattet ordet ”søndag”. Søndagen bliver let ”dagen derpå”.

Gør det noget? Ja, det tror jeg. Faktisk mener jeg, at søndagen er vigtig, hvis vi ønsker at blive holdt fast på vores identitet som kristne.

Søndagen er en gave fra Gud

Da Gud havde skabt verden, hvilede han på den syvende dag og helligede den. Og han bad os om at gøre det samme. Han ville, at vi skulle have én dag om ugen, som vi på en særlig måde skulle fejre sammen. På den dag skal vi ikke arbejde. Dermed er der tid til meget af det, vi ikke når til daglig: glæde os med familie og venner, gå i kirke og blive bekræftet i det mål, Gud har sat for vores liv, nemlig en megafest uden ophør i Himlen. Derfor ville Gud, at søndagen skulle være anderledes end andre dage, fordi den vil minde os om, at Gud er kommet til os med et rige, som er anderledes end verdens riger. Om søndagen skal vi ikke bare gøre, som vi plejer.

Søndagen vil give os identitet og værdi

Arbejdsdagene kommer let til at give os vores identitet i kraft af det, vi gør. I samfundet gælder det langt på vej: Du er, hvad du gør! Eller: Du er, hvad du kan! Menneskets værdi bliver lynhurtigt en brugsværdi/nytteværdi. Her kommer søndagen og korrigerer denne afsporing ved at protestere mod vores trang til at gøre os selv til centrum og derved gøre forskel på mennesker. Til daglig kommer forskellene tydeligt frem i kraft af vores sociale position, uddannelse og erhverv. Om søndagen er vi alle lige. Her knæler direktøren side om side med ham, der fejer gulvet. Vi har samme Far. Vi er søskende. Vi er lige – lige elskede.

Søndagen er Herrens dag, ikke min

Jeg er bange for, at i takt med, at kirken mister synet på søndagen som Guds gave, vil menighederne blive tappet for saft og kraft. Vi mister orienteringen. Vi mister målet af syne. Vi glemmer, at vi er pilgrimme. Søndagene er oaser på vejen til det lovede land. Her får vi en forsmag på den fulde og dybe glæde, som hersker dér, hvor alt ånder fred og harmoni.

…så lidt om gudstjenesten…

Om den første menighed står der: "De holdt fast ved apostlenes lære, fællesskabet, brødsbrydelsen og bønnerne. (Apostlenes gerninger 2,42)

Det er i store træk stadigvæk ingredienserne i den kristne gudstjeneste. Vi har brug for at høre, hvad Gud har sagt. Vi har brug for at bede og synge takkesange. Vi har brug for opmuntringer fra hinanden til at følge Guds vej. Vi har brug for nadverens måltid, så vi ikke sulter og tørster på vejen.

Den fortabte søns liturgi

De fleste af os kender beretningen om den yngste søn, der blæste sine forældre et stykke og rejste væk og formøblede hele sin arv. Det er faktisk hans situation, som gudstjenestens liturgi afspejler. Om os alle gælder det jo, at vi gerne vil forsøge os på egen hånd uden Guds indblanding. Det kan tage lang tid for et menneske at finde ud af, hvor ubarmhjertig og meningsløs og fattig tilværelsen borte fra Gud er.

Ligesom faderen i lignelsen spejdede efter sin bortløbne søn, sådan kalder Gud på os alle. Alle møder i kirken en åben dør.

I gudstjenesten kan vi tale ud og græde ud. Vi kan sige i bønner og salmer, at vi ikke er værd at kaldes Guds børn. Vi kan høre Far forsikre os om, at hjemmets dør står åben, ikke bare for de veltilpassede, men også de utilpassede børn. I bibellæsningerne hører vi Guds røst. Det samme gælder prædikenen. Vi kan i bønner og salmer sætte ord på, hvor meget, vi sætter pris på, at Gud er en barmhjertig Gud, der elsker ethvert menneske, ikke kun dem der er lette at elske.

Gudstjenesten er en fest, hvor vi fejrer, at vi på grund af Guds nåde og barmhjertighed får lov at høre hjemme i Faderhuset med de mange boliger. Festmåltidet fejres i nadveren, hvor menuen ganske vist ikke syner af så meget (lidt brød og vin). Men bag det beskedne ydre modtager vi Jesus Kristus, som ved at give sit legeme og blod har valgt at lade sin kærlighed være større end vores svigt. Ved vores svigt kommer vi i kærlighedsgæld til Gud. Men gælden er altså betalt. Vi skylder ikke Gud noget… andet end i taknemmelighed at tage imod hans urimeligt store generøsitet.

Igen: hvorfor gå til gudstjeneste?

Nogle siger: ikke for Guds skyld, for han klarer sig nok, uden vi er der!

Selvfølgelig klarer Gud sig uden dig og mig. Men han vil ikke klare sig uden os. Han elsker os! Derfor er han ikke ligeglad med, om vi gengælder hans kærlighed.

Fordi Gud er Gud, vil Han dyrkes og æres som Gud.

Som Jesus sagde til Fristeren: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.

Hvis jeg tror, at Gud har skabt alle ting, incl. mig selv, så må jeg til gudstjeneste.

Hvis jeg tror, at Gud er så barmhjertig, at han elsker mig som jeg er, så må jeg til gudstjeneste!

Andre siger: ikke for præstens skyld, han får løn for det!

Jo – såmænd. Men hvis de kristne mener noget med kirken og dens gudstjeneste, hvorfor skal præsten så klare sig alene? Præsten kan ikke forstå, at han skal feste alene.

Atter andre siger: vi skal gå for vores egen skyld, hvis vi synes vi trænger til det.

Det er der meget om. Men hvis vi nu ikke synes, at vi trænger til det? Kan vi stole på, at vi ikke trænger til det? Hvad med det menneske, som ikke er sulten og derfor ikke spiser? Hvor længe mon det lever?

Vi har en krop. Den har brug for brød. Men vi har også en sjæl. Den spiser ikke brød. Den lever af det ord fra Gud, som fortæller, hvor stor Guds nåde og kærlighed er.

Vel mødt til gudstjeneste!