Om den Kristne tro

Følgende er blot nogle få facetter af troen og troens væsen. At give en fyldig indføring i den kristne tro er en stor opgave, som ikke lader sig gøre med de linjer, som her er til rådighed. F.eks. går jeg ikke ind på dåben, som sammen med troen baner vejen ind til Guds frelse. Jeg må nøjes med at sige, at den troende bør søge dåben, ligesom den døbte bør søge troen.

Tro er noget grundlæggende i alle mennesker. Troen ligger bag vores handlinger og giver dem retning. Det hører menneskelivet til, at det dybest set leves på tro. Derfor er det ikke uvæsentligt, hvad vi tror på, hvad det er vi sætter vores lid til.

Vi tror på Gud…og på hans Søn… og på Hans Ånd.

Vi tror - dels fordi Gud ikke uden videre kan ses med det blotte øje. Kristenliv er et liv i tro på det, vi ikke kan se.

Dels fordi der er noget skjult, selv når Gud åbenbarer sig. Tydeligst ser vi det i beretningerne om Jesus. Alle så tømrersønnen fra Nazareth. Ham kunne man både se, høre og føle på. Men kun troens øje så, at Jesus var Guds søn og verdens frelser.

Det betyder ikke, at den kristne tror ud i den blå luft. Der er gode grunde for at tro på Gud. Bibelen taler om, at Gud har efterladt sig vidnesbyrd i skaberværket, som er så fantastisk, at en skaber (Gud) må stå bag. På samme måde er der også gode grunde til at tro, at Jesus fra Nazareth var noget særligt, for han gjorde undere og talte med en myndighed, som ingen anden havde gjort.

Faktisk kræver det i mine øjne ofte en ”større” tro, hvis man vil forklare Jesusbegivenhederne på en anden måde, end Bibelen gør.

Den troende er overbevist om sandheden fra Gud, men han/hun kan ikke føre et bevis for den, som alle må bøje sig for. Det samme gælder den modsatte vej: den, der ikke tror, kan ikke bevise, at Gud ikke er til, ej heller at Jesu helbredelser kan forklares på anden måde.

Troen på Gud er tillid til Gud.

Rigtignok er den kristne tro en tro/overbevisning om noget ganske bestemt, som vi f.eks. finder i komprimeret form i kirkens trosbekendelse.

Alligevel er troen ikke først og fremmest et teoretisk regelsæt, men en hjertesag. Troen er et forhold til en person, nemlig et tillidsforhold til Gud og hans Søn, Jesus Kristus. En tillid til, at Gud elsker os så højt, at han døde af det! En tillid til, at Jesus gav sit fuldkomne liv hen for os, som ikke magter at leve i fuldkommen kærlighed. En tillid til, at Jesus med sin opstandelse påskemorgen også har sat os ind i det evige liv hos Gud, så en troende altid er på livets side, selv midt i døden. En tillid til, at Guds Ånd, Helligånden, vil lede og bevare mig på troens vej. En tillid til, at det går mod en dag, hvor jeg ikke behøver at tro på Herren Jesus, fordi jeg da skal se ham ansigt til ansigt.

Vi frelses ved troen på en barmhjertig Gud, ikke ved det vi selv magter.

Bibelen taler stort om mennesket: vi er skabt i Guds billede…vi har fået ansvaret for resten af skaberværket…vi er udrustet med mange evner, bl.a. evnen til kærlighed. I modsætning til dyrene kan vi hæve os over vores impulser og lyster. Men vi er også smittet med en trang til at sætte os selv først. Vi har en indre kamp, som gør, at vi ikke er klædt på til at leve i Guds fuldkomne renhed og kærlighed. Skaden er så omfattende, at vi ikke har mulighed for at vriste os ud af den. Men Gud har gjort det, der skal til: Ved at sende sin søn, tog han menneskenes vilkår på sig og lod døden ramme sig selv og sejrede over døden. Både den konkret fysiske død og den sjælelige død vi dagligt møder, når vi presset af livet vælger os selv med smerte og død i vores relationer til følge. Jesus var aldrig uden for kærligheden. Overgiver vi i tro og tillid vores liv til Jesus kan vi ifølge med ham komme ind i det tabte paradis Ikke på baggrund af egne bedrifter, men pga hans trofasthed og kærlighed mod os. Et af de mest centrale vers i Bibelen siger det sådan: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Joh.ev. 3,16

Ny Testamente er yderst skarp her. Igen og igen korrekser Jesus de dygtige og selvretfærdige, der mener, at de ved deres egne anstrengelser må være selvskrevne til en plads ved bordet i Guds Rige. Jesus gennemskuer, at de i grunden ikke har brug for ham, for de er selvhjulpne. Derimod møder vi ofte de marginaliserede og laveste grupper i samfundet blandt dem, der tog imod Jesus som deres hjælper. De havde ikke noget selv at vise frem. Sådan er troen. Troen giver ikke en pind! Troen tager imod. At tro på Jesus er at komme til ham. Den, der gør det, vil aldrig blive vist bort, siger Jesus.

At komme til tro

Troen kommer af det, som høres. Sådan siger Bibelen det selv. Det er jo ikke så mærkeligt. Hvordan kan man få tillid til én, som man ikke kender. Hvor der fortælles om Jesus, kan troen/tilliden vokse frem. Vi kan bede om troens gave, dvs. at vi kan bede om, at Jesus forbinder sig med os ved
Helligånden. Jeg er ret sikker på, at det er en bøn, Jesus længes efter at opfylde. Med apostlens ord: Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!

Hvordan kan jeg så vide, om jeg tror?

Her siger en af apostlene: Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv." Altså: Hvis du tror på Guds søns navn, dvs. hvis du tror, at Jesus er den, han siger, han er, så har du evigt liv ved denne tro. Apostlen vil faktisk, at vi skal vide, at vi har evigt liv. Der er noget der hedder troens vished. Den handler ikke om, hvad vi føler, for følelser kommer og går. Visheden kommer ikke ved grublerier om, hvorvidt troen er i mig, men om, hvorvidt jeg er i troen.

Kan man tro mere eller mindre?

Både ja og nej!

Grundlæggende gælder det, at enten tror man, eller også tror man ikke. Enten hører man Jesus til, eller også gør man ikke. Det betyder ikke, at man ikke kan komme i tvivl om både Bibelen og om Jesus og Gud. Det afgørende er, hvad man gør med tvivlen. Hvis man kommer med sin tvivl til Jesus, har vi hans ord for, at vi ikke bliver vist bort. Altså kan vi – selv når vi tvivler – befinde os i troen og dens fællesskab med Herren Jesus.

Samtidig taler Bibelen faktisk visse steder om stor eller lille tro. Det hænger nok sammen med, at troen netop er et hjerte/kærlighedsforhold. Visheden og hengivenheden er ikke altid lige stor. Ældre kristne vil ofte – fordi de har levet troens liv i mange år – have en større fasthed og tryghed i troen end tilfældet er med nye kristne.

Det er lidt ligesom at være gift: Enten er man gift, eller også er man det ikke. Men i ægteskabet kan kærligheden så være større eller mindre.